Coronavirus - opdatering
Coronavirus
Vi skrev i sidste måned på klubbens hjemmeside, da Corona virussen for alvor tog fat, om den mulige indvirkning den kunne få på afholdelsen af Europatræffet i Danmark fra den 29. – 31. maj.
Dengang vidste vi ikke om det blev et kortere eller et længere forløb, men at vi naturligvis løbende ville følge situationen og myndighedernes anvisninger og reaktioner.
På den ene side har nedlukningen af Danmark den 11. marts og vores ændrede adfærd tilsyneladende båret frugt, idet antallet af hospitalsindlagte er faldende og de helt alvorlige tilfælde på intensivafdelingerne er også faldende.
Derfor var det med et vist håb for vores Europatræf at regeringen den 6. april annoncerede at man her efter Påske ville igangsætte en stille og rolig genåbning af Danmark ved blandt andet at åbne børneinstitutioner og skolerne for de yngste årgange. Omvendt, var det med en vis bekymring at regeringen forlængede forbuddet mod ”store forsamlinger” – foreløbig til og med august.
Vi har siden, som mange andre arrangører af arrangementer henover foråret og sommeren, forgæves forsøgt at få defineret ”hvad er store forsamlinger”? Hvor sætter regeringen grænsen for antal deltagere? Dét lovede statsministeren at vende tilbage med.
På det ugentlige pressemøde i dag blev statsministeren igen spurgt om hvad ”større forsamlinger” dækker over, og svarede: ”Jeg ved godt, at mange ude i sommerlandet efterspørger det. Vi melder ud, så snart, vi kan”, sagde statsminister Mette Frederiksen.
Omvendt igen, fortalte statsministeren i dag også, at Danmark nu kan genåbnes "en smule" mere, end der i forvejen er lagt op til. Netop fordi tallene for Covid-19 syge ser langt mindre skræmmende ud og vores hospitalsvæsen uden problemer kan følge med.
Så i de seneste uger har der både været godt og dårligt nyt for arrangører som os i Opel GT Klub Danmark, der forsøger at disponere og planlægge bedst muligt i rette tid.
Vi har også håbet på at vi på et eller andet tidspunkt har kunnet melde rent ud til alle jer, der har tilmeldt jer Europatræffet. Allerhelst med et ”ja”, vi gennemfører Europatræffet, - men også hvis det var den ultimative kendsgerning, at det bare ikke kan lade sig gøre at gennemføre Europatræffet, så ville vi gerne melde ud så hurtigt som muligt.
Efter dagens pressemøde står vi fortsat i denne ”Limbo”, men ønsker med denne information at give jer en opdatering på den aktuelle status.
Parallelt med ovenstående har klubbens bestyrelse haft en tæt, god og positiv dialog med Dachverband, og vi har for at være på forkant med situationen drøftet og undersøgt hvilke alternativer der er, såfremt vi bliver nødt til at aflyse Europatræffet den 29. – 31. maj.
Et af scenarierne har været at udskyde Europatræffet til august eller september, eventuelt i forbindelse med klubbens generalforsamling i august. Her har bestyrelsen vurderet, at det ikke var en optimal løsning af flere grunde. For det første har vi en ekstra dag ved at holde Europatræffet i Pinsen, og den ekstra dag har vi ikke hvis vi holder det i august eller september. Skulle vi alligevel gennemføre det i august eller september, ville det for langt de fleste, og særligt for vores udenlandske venner, kræve at man skulle tage sig en ekstra feriedag, og det ville uden tvivl påvirke tilslutningen. Derudover kommer der med sikkerhed så meget kamp om datoerne i august eller september, at der formentlig vil blive så meget trængsel i deltagernes kalendere, at også dét ville påvirke antallet af deltagere negativt. Og, endeligt har vi stadig forbuddet imod ”store forsamlinger”, hvad det så end er eller bliver, som indtil videre gælder august måned med.
Dernæst har vi undersøgt om vi kan skyde arrangementet ét år, og holde det i Danmark i stedet for vores tyske venner i ”Club GT Freunde zwischen den Meeren”. Vi har det positive problem at der er fundet arrangører af Eurotræf helt frem til 2025, og en udskydelse ville medføre at alle skulle rykke ét år. Grundet den allerede igangværende planlægning af Europatræffet i 2021, og det forhold at lokationen for Europatræffets afholdelse i Tyskland er optaget i 2022, gør, at det ikke er muligt at vi skyder det danske Europatræf et år.
Derimod har vores hollandske venner i GT Club Nederland, der ikke er kommet helt så langt i deres planlægning, tilbudt at træde til side for at Opel GT Klub Danmark fik muligheden for at afholde træffet i 2022. Det tilbud er vi vores hollandske venner meget taknemmelige over.
Selvom vi naturligvis håber til det sidste, at vi får muligheden for at afholde vores Europatræf i 2020 helt som planlagt, ligger det helt sikkert at såfremt det aflyses, bliver der ikke et Europatræf i Danmark i 2021, hvorfor vi har besluttet at de tilmeldte deltagere som udgangspunkt skal have deres deltagerbetaling tilbagebetalt. Alt andet vil ikke give mening. Vi har i den danske klub afholdt nogle omkostninger, som er tabt hvis det aflyses, og vi vil have nogle omkostninger til blandt andet bankgebyrer for at tilbageføre pengene til alle deltagere, hvoraf langt de fleste bor udenfor Danmark. Derfor kan vi ikke afvise, at vi muligvis bliver nødt til at fratrække et beskedent administrationsgebyr, men langt størstedelen af deltagerbetalingen vil blive returneret. Det håber vi at deltagerne har forståelse for i denne helt ekstraordinære situation, hvor vi alle må forsøge at bidrage og få enderne til at hænge sammen.
Vi har i bestyrelsen aftalt, at vi senest imellem den 10. og 15. maj gør status over situationen, og ikke mindst tager de aktuelle udmeldinger fra regeringens side og den forventeligt kommende definition af ”større forsamlinger”, som forbydes, i betragtning. Straks herefter vender vi direkte tilbage igen til alle tilmeldte deltagere med den trufne beslutning.
Derefter har vi et bestyrelsesmøde i Opel GT Klub Danmark i begyndelsen af juni, hvor vi vil tage endeligt stilling til om vi vil tage imod tilbuddet fra GT Club Nederland om at afholde Europatræffet i 2022 eller om vi stiller os bag i køen og overvejer at afholde et Europatræf i Danmark i 2026 eller senere. Også dét vil vi melde ud når beslutningen er taget.
Pas godt på hinanden, hold afstand og vis hensyn – ikke bare i trafikken, men også imellem hinanden.
Venlig hilsen
Opel GT Klub Danmark
Følg os her: